Et pusterum og et vendepunkt for forældre
Har du nogle gange følelsen af, at du næsten ikke kan overkomme at være forælder til et barn med en funktions- eller udviklingsforstyrrelse eller med udfordringer som angst, skolevægring og stress?.
Du er ikke alene, og du fortjener støtte
Hverken du eller dit barn kommer videre eller får det bedre af, at du føler dig alene, presset og udmattet – følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. Vi ved også, at når vi udelukkende fokuserer på det, der ikke virker, og vores dysfunktioner som forældre, skaber vi endnu mere dysfunktion. Derfor er det afgørende at få skiftet kurs.
De fleste forældre kender til følelsen af at fejle. Hver dag. Hele tiden
Vi forsøger at leve op til et umuligt ideal med skam, skyld og dårlig samvittighed til følge. Mange af os risikerer at ende i et grænseløst forældreskab, hvor der bliver mere og mere, man skal som forælder. Hvor det kræver mere og mere tid, ressourcer og overskud – og det stopper aldrig. Heraf grænseløsheden.
Vi når ikke det hele, vi anerkender ikke nok, vi ser ikke vores barn nok. Det er der ingen af os der gør, og derfor har vi ofte udmattelsen og den dårlige samvittighed tilfælles.